Gravidbehandling

Der sker utrolig stor forandring i din krop, når du er gravid. I takt med, at din baby vokser inde i din mave, kommer der et større tryk ned på din bækkenbund og dit bækken. Hele dit tyngdepunkt rykkes længere fremad pga. din babys voksende tyngde og bevirker, at du får et naturligt øget lændesvaj. Dine ledbånd, især omkring dit bækken, bliver løsere pga. graviditetshormoner. Dine organer vil ændre plads undervejs i din graviditet for at gøre plads til din voksende livmoder. Du kan også opleve væskeophobning, især i dine ben. Væskeophobningen forekommer oftest først i slutningen af din graviditet, hvor hele dit system er under størst pres.

Alle disse forandringer er helt naturlige i en graviditet, men kan give anledning til smerter og nedsat bevægelighed i fx bækken, ryg, nakke, balder og ben. Ubehaget herved kan påvirke din dagligdag ift. arbejde og eventuelt større børn derhjemme.

Hvad kan du selv gøre for at afhjælpe smerter og ubehag under din graviditet:
  • Vær opmærksom på din holdning – stående, siddende, såvel som liggende
  • Aktivér din bækkenbund og dine dybe mavemuskler under al bevægelse og når du arbejder med din holdning
  • Bevæg dig (for dig) så normalt som muligt under gang, hvilket vil sige uden at kompensere for fx bækkensmerter
  • Bøj i din knæ for at komme ned på gulvet og samle noget op i stedet for kun i dine hofter – eller lad andre hjælpe dig
  • Når du skal op fra rygliggende position, så vend dig om på siden og skub fra med dine hænder i madrassen
  • Skab dig selv pusterum i løbet af dagligdagen og undgå generelt at planlægge for meget på én gang

Fysioterapi til gravide

Har du gener i din graviditet, som du ikke selv kan afhjælpe, er der heldigvis mulighed for bedring via fysioterapeutisk behandling, vejledning og øvelser. Du kan modtage gravidbehandling under hele din graviditet. Behandlingsforløbet vil altid være individuelt tilrettelagt ift. din livssituation. Læs mere om klinikkens fysioterapeutiske tiltag under fanebladet ‘Almen fysioterapi’ under topmenuen ‘Behandlinger’.

Gravidmassage

Har du brug for et pusterum i din hverdag som gravid, kan du booke tid til en dejlig afslappende massage for hele kroppen. Behandlingsbriksen i Klinik Schøler er selvfølgelig beregnet til, at der er plads til din voksende mave, så du kan ligge behageligt på maven. Læs mere om hvilke typer massage Klinik Schøler tilbyder under fanebladet ‘Massage’, under topmenuen ‘Behandlinger’.

Rebozo

Den fysioterapeutiske behandling eller massage kan suppleres med massage med en rebozo. Rebozoen er et stort tørklæde, som kan bruges til at ryste og vugge din gravide krop på en rolig og nænsom måde. Massageteknikken stammer oprindeligt fra Mexico og de indianske jordemødre brugte rebozoen til at afspænde og berolige den gravide krop. Massageteknikken kan også bruges til at hjælpe din baby med at vende sig inde i din mave og indstille sig bedst muligt i dit bækken til den forestående fødsel.

Akupunktur

Akupunktur tilbydes som tillægsydelse til gravide fra 2. trimester. Læs mere om akupunktur, som supplement til fysioterapi, under fanebladet ‘Akupunktur’, under topmenuen ‘Behandlinger’.

Gratis afklarende samtale

Er du i tvivl om hvilken type behandling, du har behov for til netop din problematik, tilbydes en gratis afklarende samtale på ca. 15 min. Samtalen kan foregå ved personligt fremmøde i klinikken, via Zoom eller pr. telefon.

Når du booker den afklarende samtale online, angiv da gerne i kommentarfeltet, hvilken ydelse du ønsker samtale om og hvordan du ønsker, at samtalen skal afvikles.

Gratis babytjek

Klinik Schøler tilbyder et gratis babytjek allerede, fra din baby er få dage gammel. Læs mere om babytjekket under fanebladet ‘Babyer’, under topmenuen ‘Behandlinger’.

Har du spørgsmål til klinikkens tilbud til gravide er du meget velkommen til at tage kontakt på telefon 50 71 47 40 eller sende en mail til louise@klinikschoeler.dk.

I forbindelse med min 3. Graviditet, blev min krop – og i særdeleshed min ryg voldsomt udfordret. Jeg var så heldig at lande trygt i hænderne på Louise hos Klinik Schøler, som med sin høje faglighed og magiske hænder hjalp mig igennem de sidste par måneder af graviditeten, og sørgede for at jeg kunne bevæge mig normalt og være noget for mine 2 andre børn.

Kæmpe anbefaling og high five herfra uanset om du er gravid, eller har andre gener du ønsker afhjulpet. Tilmed er Louise et dejligt og roligt menneske at være i rum med, hvilket jo kun er et ekstra plus.

– Mette

Kun rosende ord om Louise og behandlingen! Jeg er gravid og havde derfor fået stærke, jagende smerter i lænden og ned over balden når jeg bukkede mig forover, ændrede stilling eller gik ture. Jeg havde fået at vide af både læge og jordemoder at “jeg var nok bare en af de gravide, der skulle have ondt i lænden”. Efter 1. behandling hos Louise havde jeg det allerede MEGET bedre! Der var kun ømhed omkring lænden tilbage. Efter 2. behandling forsvandt smerterne helt. Det er nu 14 dage siden og det er ikke vendt tilbage. Det er de bedste penge jeg har brugt længe! Så tusind tak til Louise 🙂

– Anne Kathrine